Jeg er blevet forlovet!

Umiddelbart lyder det ikke som noget, der hører en rejseblog til. Men lige i dette tilfælde passer det faktisk meget godt ind. Da jeg tog til Dubai sammen med min kæreste, havde jeg ikke i min vildeste fantasi regnet med at komme hjem forlovet. Det kom som en kæmpe overraskelse da Morten friede til mig den sidste aften inden vi skulle rejse hjem dagen efter – og hvor ellers end 452 meter oppe i Burj Khalifa, verdens højeste bygning! 


 

Verdens højeste bygning, Burj Khalifa (828 meter)

Efter at have gået rigtig, rigtig meget rundt i Dubai de andre dage, havde vi denne dag brug for at ligge ved poolen om formiddagen, så vi var udhvilet og klar til at besøge en af byens meste kendte bygninger og vartegn. Da vi ved 16-tiden var på vej i metroen hen til stationen Burj Khalifa/Dubai Mall, kunne jeg mærke på Morten, at han virkede lidt underlig. Han sagde dog, at han bare var træt, hvilket han godt selv kunne høre lød mærkeligt, nu hvor vi havde slappet af ved poolen hele dagen. Vi havde dagen forinden købt billetter til at komme op på etage 124 med entré kl. 18.00 på nettet og prisen lød på 410 dirham for os begge, hvilket svarer til ca. 750 kr. Idet vi havde købt billetterne online kunne vi afhente billetterne ved en self-service computer, så vi sprang billetkøen over og kunne derefter gå direkte til indgangskøen. Efter det obligatoriske security-check og green-screen fotografi kunne vi endelig komme op med elevatoren til etage 124 på blot 59 sekunder. Jeg havde bestemt, at vi skulle derop så vi både kunne se byen i dagslys og om aftenen med alle lysene tændt, og til trods for smog/dis i luften fik jeg mit ønske opfyldt. Hvor var det fedt at stå der og kigge ud over byen bygget midt i ørkenen.

IMG_6264Udsigt over Sheikh Zayed Road-krydset & skyskraberne langs vejen

Jeg er normalvis meget høflig og tænker meget over, om jeg står i vejen for folk eller irriterer andre, men når jeg ved, at jeg står midt i en “once-in-a-lifetime”-oplevelse, så skyr jeg ingen midler for at få det perfekte billede. Det er virkelig mærkeligt, at jeg ændrer mig fuldstændig i sådan en situation, men ikke desto mindre er det et faktum, at jeg gerne snyder foran og generelt er lidt uhøflig når det kommer til mine chancer for at skyde det rigtige billede inden det er for sent. Og netop sådan et tidspunkt var ved at indtræffe, da lysene i søen nede foran Burj Khalifa blev tændt og musikken bragede ud af højttalerne. Vi havde dagen forinden set verdens største dansende springvandshow fra kajen ved søen, men lige netop i dette øjeblik fik vi muligheden for at se dette smukke show oppefra præcis kl. 19.00. Jeg var så optaget af at forevige den smukke udsigt, at jeg slet ikke lagde mærke til, at Morten stod helt nervøs ovre i et hjørne og var igang med at forberede sit frieri. Efter noget tid siger Morten, at han lige skal på toilettet og at jeg bare skal blive, hvor jeg er. Da han kommer tilbage siger han, at jeg lige skal se nogle gode billeder, han har taget. Morten holder kameraet imens han ryster på sine hænder og det skal siges, at der er RIGTIG mange mennesker omkring os. På det første billede står der “Vil”, nummer to “Du”, nummer 3 “Gifte” og så kan du vel gætte dig til resten 🙂 

Jeg kigger op på Morten, der er helt hvid i hovedet, sveder og ryster. Det første, der ryger ud af min mund er “nåååårrhh”! Og jeg siger selvfølgelig JA og giver Morten et kæmpe kram og vil også give ham et kys, men lige i dette øjeblik slår det mig dog, at det i Dubai er ildeset at kramme og kysse offentligt og i nogle tilfælde kan det ende i bøde og endda fængselsstraf. Jeg kan ikke stoppe med at smile og kigger Morten dybt i øjnene, og vi fælder da også begge en lille tåre. Vi vælger at gå lidt væk fra alle menneskerne og over i et hjørne, hvor vi så vores snit til lige at give hinanden endnu et kram og et lille mys. Morten virker nu mere lettet og først der gik det op for mig, at han ikke var træt, da jeg spurgte ham tidligere, men at det var nervøsiteten, der havde ramt ham i metroen på vej til Burj Khalifa.

IMG_6308Billedet her, er taget lige efter jeg sagde JA!

Bagefter virker udsigten udover Dubai ikke så fristende mere, da jeg er mere tiltrukket af at kigge ind i Mortens smukke blå øjne og se hans smil, der snart når helt op til ørerne. Da vi står i køen for at komme med elevatoren ned igen, foreslår Morten, at vi tager ind i Dubai Mall, som ligger i forbindelse med Burj Khalifa, og spiser på en mexicansk inspireret restaurant, der hedder Rosa Mexicano. En restaurant, som vi sammen besøgte, da vi var i New York, som vi forelskede os i og aldrig har glemt siden. Derfor var det ikke svært for mig at beslutte, om det var det rigtig valg. Vi fik selvfølgelig lavet en frisk guacamole direkte ved vores bord til forret. Som hovedret fik Morten quesadilla og jeg fik enchilada, muums!

IMG_6358Mætte og glade efter lækker mad på Rosa Mexicano

Efter vi er vendt hjem til Danmark er jeg selvfølgelig begyndt at tænke på mit kommende bryllup – hvor henne, hvornår, hvilke gæster osv. Men først på listen står indkøb af forlovelses-/vielsesringe, og vi har i dag været nede i byen og kigge på de smukkeste ringe og har næsten bestemt os for et par. I løbet af næste uge tager vi den endelige beslutning. Undskyld det lange indlæg denne gang, men sådan en stor oplevelse kan simpelthen ikke skrives kortere 🙂

Ekstra

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s